204
Ja, han følte endnu en Gang, at han maaske virkelig hadede Sofia, og det netop nu, da han havde gjort hende ulykkeligere end nogensinde før. Hvorfor var han ogsaa gaaet hen til hende? Mon for at se hendes Taarer flyde? Hvorfor skulde han nødvendigvis forbitre hendes Liv? „Aa — denne Nederdrægtighed!”
Jeg vil være alene! sagde han pludselig som efter en tagen Beslutning, — hun skal ikke komme til mig i Fængslet!
Efter en fem Minuters Tid løftede han Hovedet og smilte paa en ejendommelig Maade. En Tanke steg op i ham: Maaske var det virkelig bedre i Sibirien.
Han kunde ikke huske, hvor længe han havde siddet saaledes med de hvirvlende, uordnede Tanker i Hovedet, da pludselig Døren aabnedes, og hans Søster traadte ind.
Hun blev staaende paa Tærskelen og saa paa ham, saaledes som Sofia før havde set paa først derefter traadte hun nærmere og satte sig lige over for ham paa Stolen, som hun i Gaar havde siddet paa.
Han betragtede hende tavs og tilsyneladende tankeløst.
„Vær ikke vred paa mig, Broder; jeg gaar straks igen,” sagde Dunja.
Udtrykket i hendes Ansigt var eftertænksomt, men ikke mørkt. Hendes Blik var klart og roligt.
Han saa, at ogsaa hun var kommen til ham med Kærlighed i Hjærtet.
„Broder, jeg véd nu Alting. Rasumichin har fortalt og forklaret mig alt… De forfølger og piner Dig for en dum og afskyelig Mistanke… Han sagde mig, at der slet ikke var nogen Fare, og at Du plager Dig til ingen Nytte. Det er ikke min
