203
„Tillad mig … det er ganske vist, Katerina Iwanowna vilde næppe forstaa det; men har De ikke hørt, at man i Paris allerede har gjort alvorlige Forsøg med at kurere Galskab bare ved logiske Overbevisningsgrunde? En meget lærd Professor, som nylig er død, paastod, at man paa denne Maade kunde helbrede. Hans Grundidé er den, at en særlig Forstyrrelse af Organismen ikke finder Sted hos de Vanvittige, men at Galskaben saa at sige blot er en logisk Fejltagelse, en Fejl i Dømmekraften, en falsk Forestilling om Tingene. Han gendriver altsaa den Syge lidt efter lidt og — tænk Dem, han skal have opnaaet Resultater! Men da han samtidig ogsaa anvendte Styrtebade, saa er jo Resultaterne af denne Helbredelsesmetode vistnok endnu underkastet Tvivl.... I det mindste synes det…”
Raskolnikow hørte forlængst ikke mere paa ham.
Da han var kommen til sit Hjem, svingede han ind i Porten og nikkede til ham. Lebesätnikow kom til sig selv, saa sig om og løb videre.
Raskolnikow gik ind i sit Værelse og blev staaende. — „Hvorfor var han egenlig gaaet hjem?”
Han betragtede disse gulnede, falmede Tapeter, Støvet i Sofaen. Fra Gaarden hørtes en lydelig, afbrudt Banken, som om der et eller andet Sted blev slaaet et Søm ind i Muren.
Han gik hen til Vinduet, løftede sig paa Tæerne og saa med stor Opmærksomhed ned i Gaarden. I den venstre Fløj saas nogle aabne Vinduer, i Vinduskarmene stod nogle Blomsterpotter med forkrøblede Geranier. Foran Vinduerne var der ophængt Vask … Alt dette kunde han udenad.
Han vendte sig om og satte sig paa Sofaen.
Aldrig havde han følt sig selv saa frygtelig ensom.
