Side:Dostojewsky - Forbryderen.djvu/589

Denne side er blevet korrekturlæst

195

Du, at jeg som en anden Nar er gaaet løs paa Sagen saadan paa Maa og Faa? — Nej, jeg tog fat paa den som et forstandigt Menneske, og just det har tilintetgjort mig! Tror Du da virkelig, at jeg for Eksempel ikke vidste, at hvis jeg først skulde spørge her og der, om jeg ogsaa havde Ret til at eje Magten — da var allerede Beviset givet mig, at jeg ikke havde denne Ret. Eller om jeg først forelagde mig det Spørgsmaal — er Mennesket et Utøj — saa er allerede derved Beviset leveret, at for mig er Mennesket intet Utøj, men blot for den, hvem et saadant Spørgsmaal slet ikke falder ind — og som gaar lige løs paa Tingen uden at spørge for meget. Da jeg pinte mig saa mange Dage med, om Napoleon vel vilde have handlet saaledes eller ikke — da følte jeg allerede klart, at jeg ikke var nogen Napoleon!… Al denne Kval har jeg taalt, Sofia, indtil jeg endelig vilde ryste det altsammen paa engang af mig; jeg vilde dræbe uden noget som helst sædeligt Ræsonnement, Sofia — blot for mig selv ganske alene! Selv deri vilde jeg ikke forelyve mig noget! Det var altsaa ikke for at understøtte min Moder, at jeg dræbte, og heller ikke for ved Hjælp af Penge og Magt at blive en Menneskeslægtens Velgører! Jeg har ganske simpelt dræbt — uden alle Bagtanker, af Hensyn til mig selv. Hvis jeg saa var bleven Nogens Velgører, eller hvis jeg mit hele Liv, som en Edderkop, havde fanget alle i mit Net og suget Saften af dem — det var mig den Gang ganske ligegyldigt! Det var heller ikke for Penges Skyld, at jeg dræbte — Pengene var ikke Hovedsagen, snarere noget andet… Nu véd jeg alt!… Forstaa mig blot, havde jeg senere skredet frem paa samme Vej, saa havde jeg maaske aldrig igen begaaet et Mord. Det var altsaa noget