191
sin Moder og rolig og ærbødig taale Fornærmelser mod Søsteren? Hvorfor?… maaske for efter at have lagt dem i Graven at erhverve sig — Kone og Børn, for saa ogsaa at efterlade dem uden en Skilling og uden et Stykke Brød? Naa … ja … og saa besluttede jeg, at naar jeg havde bemægtiget mig den Gamles Penge, vilde jeg uden at behøve at plage Moder anvende dem til mine første og nødvendigste Behov, til mit Underhold i Universitetsaarene, til de første Skridt efter Afslutning af Studierne — og jeg vilde gøre det altsammen i stor Maalestok, radikalt, for at kunne begynde en hel ny Karriere, for at være uafhængig … det er det Hele … Naa … det forstaar sig, det var slet gjort af mig, at jeg dræbte den Gamle … nok om det!”
Da han endelig havde talt ud, var han ganske kraftløs og lod Hovedet hænge.
„Al, Gud! … nej, det var ikke saaledes, det kan ikke have været saaledes!” raabte Sofia kummerfuld, „er det da muligt at et Menneske kan nej, det er umuligt…!”
„Nu indser Du selv, at det ikke kan have været saaledes. Og alligevel har jeg fortalt Dig det ganske oprigtigt, har talt den rene Sandhed!”
„Aa, men min Gud! hvad er det da for en Sandhed!”
„Jeg har jo blot dræbt et Utøj, Sofia, en væmmelig og skadelig Lus!”
„Hvad? — et Menneske skulde være en Lus!”
„Jeg ved jo selv, at Mennesket ikke er en Lus,” svarede han og saa ejendommeligt paa hende, „for Resten lyver jeg, Sofia,” tilføjede han, „alt dette er Løgn … Det var slet ikke saaledes, Du har ganske Ret. Det var ganske andre Aarsager, som foraarsagede det, ganske andre!… Jeg har ikke
