Side:Dostojewsky - Forbryderen.djvu/584

Denne side er valideret

190

jeg endelig fandt ud, at han ikke alene ikke vilde have rynket paa Næsen, men at det endog slet ikke vilde have faldet ham ind, at det ikke var monumentalt … han vilde slet ikke have kunnet begribe, hvorfor man skulde rynke paa Næsen over det? Og hvis han ikke havde havt anden Udvej, saa havde han ganske simpelt dræbt hende, saa hun ikke havde faaet Lejlighed til at give et Suk fra sig … uden at betænke sig det allermindste! Naa … og saa … lod jeg ogsaa være at betænke mig … og dræbte … fulgte en Avtoritets Eksempel … Saaledes var det, nøjagtigt saaledes! — det synes Du vel er latterligt? Ja, Sofia, det latterligste er just, at det maaske virkelig var saaledes.”

Sofia fandt det slet ikke latterligt.

„Tal heller ligefrem … uden Eksempler,” bad hun endnu mere sky og knapt hørligt.

Han vendte sig til hende, saa vemodigt paa hende og greb hendes Haand.

„Nu har Du igen Ret, Sofia. Det er noget Vrøvl altsammen! Du véd jo, at min Moder næsten ikke ejer nogen Ting. Min Søster har tilfældigvis nydt en god Opdragelse og er nu fordømt til at drive omkring i Verden som Guvernante. Jeg Jeg har studeret, men kunde under Studietiden ikke skaffe mig Livsovhold og var til sine Tider nødt til at forlade Universitetet. Selv om jeg havde været nødt dertil, saa havde jeg i det højeste kun havt Haab om efter ti à tolv Aar at blive Lærer eller faa et Embede paa tusind Rubler. Imedens kunde min Moder forgaa af Sorg og Nød, og det var mig ikke forundt at skaffe hende en betrygget Alderdom; og min Søster … naa, med min Søster var det maaske blevet endnu værre! Ja, og hvad havde man saa for det, i hele sit Liv at maatte gaa Alting forbi, vende sig bort fra Alting, glemme