188
„Men hvor skal vi da gaa hen?” spurgte Sofia frygtsomt.
„Vi skal ikke gaa hen og myrde og stjæle!… vær ikke urolig for det,” lo han haanligt, „vi er uligeartede Mennesker… Sofia, først nu begriber jeg, hvorfor jeg i Gaar opfordrede Dig til at følge mig. I Gaar vidste jeg det endnu ikke selv. Jeg vidste blot dette, at Du ikke maatte forlade mig; — Du vil ikke forlade mig, vel Sofia?”
Hun trykkede hans Haand hæftigt.
„Hvorfor har jeg dog sagt hende det, hvorfor har jeg tilstaaet det for hende!” udbrød han et Øjeblik efter og saa sig om med uendelig Kval, „Du venter en Forklaring, Sofia; Du sidder og venter paa den, jeg ser det paa Dig; men hvad skal jeg sige Dig? Du er ikke i Stand til at forstaa noget af det, men vil kun komme til at lide uendeligt for min Skyld! Naa ja! — nu græder Du jo igen og omfavner mig — hvorfor omfavner Du mig da? Fordi jeg selv ikke længer kunde holde det ud og vilde vælte Byrden over paa Andres Skuldre; fordi jeg tænkte: „naar ogsaa Du lider, vil det falde mig lettere!” — Kan Du da holde af en saadan Usling?”
„Piner Du maaske ikke ogsaa Dig selv?…” sagde Sofia.
Den samme Følelse, som før, overvældede ham og gjorde atter for et Øjeblik hans Hjærte blødt.
„Sofia, jeg har et ondt Hjærte, mærk Dig det, det forklarer mangt og meget. Jeg er kommen til Dig, just fordi jeg er ond … Der gives Dem, som ikke vilde være kommen. Men jeg er en Usling! Naa, lad saa være! Det er ikke det, det nu gælder … jeg maa tale nu, men véd ikke, hvad jeg skal begynde med.”
Han tænkte efter.
