Side:Dostojewsky - Forbryderen.djvu/573

Denne side er blevet korrekturlæst

179

skulde leve og begaa Nederdrægtigheder, og om Katerina Iwanowna skulde dø? — hvad vilde De saa beslutte Dem til? Hvem af de to maatte dø? Jeg ønsker et Svar paa dette Spørgsmaal?”

Sofia saa paa ham med Bekymring, hun anede at et eller andet skjulte sig bag denne vidtsvævende og usikre Tale.

„Jeg tænkte nok, at De vilde spørge mig om noget saadant,” sagde hun endelig og saa forskende paa ham.

„Nu vel! men hvad vilde altsaa Deres Beslutning blive?”

„Hvorfor spørger De om, hvad der er umuligt?” sagde Sofia med Uvilje.

„Det var altsaa bedre, at Lushin levede og begik Nederdrægtigheder! Ikke en Gang det vover De at tage en Beslutning om!”

„Jeg kender jo ikke Guds Vilje!… og hvorfor spørger De om noget, som man ikke tør spørge om? Hvad skal disse unyttige Spørgsmaal være til? Hvorledes skulde det være muligt, at dette kunde afhænge af min Beslutning? Og hvem kan sætte mig til Dommer over, hvem der skal leve, og hvem ikke?”

„Ja, naturligvis, naar De blander Guds Vilje ind i Sagen, saa er det jo ikke værd at tale mere om det, mumlede Raskolnikow mørk.

„Tal hellere tydeligt, sig, hvad De egenlig vil!” udbrød Sofia med smærtelig Betoning, „De sigter igen til noget… Er De knuste kommen herop for at pine mig?”

Hun kunde ikke længer holde det ud og begyndte at græde bitterligt.

Med mørkt Tungsind betragtede han hende.

Saaledes gik omtrent fem Minuter