Side:Dostojewsky - Forbryderen.djvu/570

Denne side er blevet korrekturlæst

176

ham saa utaalelige; ganske bortset fra den personlige og hjærtelige Deltagelse, der laa i hans Iver for at beskytte Sofia. Desuden havde han endnu tilbage denne Sammenkomst med Sofia, for hvilken han stundom følte en frygtelig Angst; han maatte meddele hende, hvem der havde dræbt Elisabeth, og han forudsaa en frygtelig Kval, som han ligesom søgte at afværge og opsætte.

Da han derfor gik fra Katerina Iwanownas Bolig og sagde: „Naa Sofia Ssemjonowna, hvad vil De nu sige?” — da var han øjensynlig endnu i den Tilstand af Kraft, af Kampiver, som fulgte efter den nys vundne Sejr. Men jo mere han nærmede sig Kapernaumows Bolig, desto mere følte han at hans Kræfter sank, medens Svaghed og Frygt tog til.

Grublende blev han staaende foran Døren og forelagde sig det besynderlige Spørgsmaal: „Maa jeg virkelig sige, hvem der har dræbt Elisabeth?”

Spørgsmaalet var besynderligt fordi han samtidig følte, at det ikke alene var ham umuligt længere at fortie det, men at det endog var utænkeligt at opsætte Tilstaaelsen selv paa ganske kort Tid. Han vidste vel endnu ikke, hvorfor det var umuligt, han følte det blot; og denne kvalfulde Bevidsthed om hans Kraftløshed lige over for Nødvendigheden af en Tilstaaelse, syntes næsten at ville pine ham ihjel.

Kun for at blive denne evige Vaklens Kvaler kvit aabnede han hurtigt Døren. Han blev staaende paa Tærskelen og betragtede derfra Sofia.

Hun sad ved Bordet og skjulte sit Ansigt med Hænderne; men da hun saa Raskolnikow, rejste hun sig hurtigt og gik ham i Møde, som om hun forlængst havde ventet ham.