149
Resten! Det er det bare Vrøvl! En Enke! En stakkels Enke! Jeg tilgiver hende … je passe”, og nok en Glas Brændevin stadfæstede Beslutningen.
Raskolnikow sad og hørte paa dette med tavs Uvilje. Han spiste blot af Høflighed og fordi Katerina Iwanowna stadig lagde noget hen paa hans Tallerken og blot for ikke at saare hende.
Han betragtede Sofia med stor Opmærksomhed, med denne blev stedse mere urolig og bekymret; hun anede, at dette Gravøl ikke vilde slutte fredeligt, og hun vogtede med Angst og Sorg paa Katerina Iwanownas stadig voksende Pirrelighed.
Det var hende ogsaa bekendt, at hun selv var Aarsagen til, at de to tilrejsende Damer ikke var komne og paa en saa foragtelig Maade havde ladet Indbydelsen uænset. Hun vidste fra Amalia Iwanowna selv, at den gamle Dame endog var bleven fornærmet og havde fremsat det Spørgsmaal: „Hvordan skulde jeg vel kunne lade min Datter sidde ved Siden af „denne Demoiselle”?”
Sofia havde en Følelse af, at Katerina Iwanowna kunde have faaet at vide noget om det; og en Fornærmelse mod hende, Sofia, havde en langt større Betydning for Katerina Iwanowna end en personlig Fornærmelse, mere end en Fornærmelse mod hendes egne Børn eller endogsaa mod hendes Fader; det var en dødelig Fornærmelse mod hende, og Sofia vidste, at Katerina Iwanowna ikke vilde blive beroliget, før hun „havde bevist disse Slæbkjoler, at de begge” … osv. osv.
Ved den anden Bordende var der En, der ligesom med Hensigt fik det Indfald at sende Sofia en Tallerken, paa hvilken der laa to af en Pil gennemborede Hjerter, som var formede as Brødkrummer. Katerina Iwanowna blev herom straks Fyr og
