143
Katerina Iwanowna ansaa sig derfor forpligtet til at møde de ankomne med Vigtighed, ja næsten med Overmod. Nogle maatte hun strængt fra Isse til Fod og betydede dem med sit Blik, at de kunde sætte sig. Men for alle dem, der ikke var komne, maatte Amalia Iwanowna, Gud véd af hvilken Grund, holde for, at Katerina Iwanowna lod hende med en yderst overlegen Mine straks mærke det; den anden følte sig naturligvis højlig fornærmet herover.
En saadan Begyndelse varslede ikke godt.
Endelig satte man sig.
Roskolnikow var kommen næsten samtidig med dem, der kom fra Kirkegaarden. Katerina Iwanowna var meget glad ved at se ham, for det første fordi han blandt dem alle var „den eneste dannede Gæst” og fordi han „som bekendt om to Aar skulde have et Professorat ved det herværende Universitet”, og for det andet, fordi han straks ærbødigt undskyldte sig hos hende, at det trods hans ivrigste Ønske ikke havde været ham muligt at vise sig ved Begravelsen.
Hun lagde straks Beslag paa ham ved at anbringe ham paa sin venstre Side. Til højre sad Amalia Iwanowna. Og trods al Bekymring og Travlhed med at fordele Maden rigtigt, trods den pinligste Hoste, som stadig plagede hende og afbrød hende i Talen — den syntes i de sidste Par Dage at have udviklet sig særlig stærkt — fandt hun dog Tid og Lejlighed til stadig at henvende sig til Raskolnikow og halvt hviskende meddele ham alt, hvad der havde samletsig i hende af retfærdig Harme over det mislykkede Gravøl; denne Uvilje gjorde dog ogsaa stundom Plads for den mest muntre og ugenerte Latter over de forsamlede Gæster, og i Særdeleshed over Værtinden selv.
„Den gamle Ugle er Skyld i det. De forstaar vel, hvem jeg mener, hende, hende!” og Katerina
