131
heden af at faa en Pension? Hun sagde nemlig til mig i Gaar, at De havde paataget Dem at skaffe hende en Pension. Er det sandt?”
„Nej, jeg nævnede blot Muligheden af at hun en Gang for alle kunde faa en Understøttelse som Enke efter en i Tjenesten afdød Embedsmand, — Notabene, hvis der er nogen Protektion for Haanden — dog, saavidt jeg nu véd, har Deres afdøde Fader ikke blot ikke udtjent den lovmæssige Tid, men var i den sidste Tid ikke en Gang længer i Tjenesten. Kort og godt, hvis der endnu overhovedet skulde være Tale om Haab, saa er det meget lille; thi i Grunden fattes i dette Tilfælde alle lovlige Krav paa Ret til Understøttelse!… Og hun drømmer om en Pension? ha, ha, ha!”
„Ja … for hun er saa lettroende og tror i sin Godmodighed al Ting og … og … det er nu hendes Maner … ja! … undskyld,” sagde Sofia og rejste sig atter for at gaa.
„Tillad mig, De har endnu ikke hørt alt.”
„Endnu ikke?” spurgte Sofia forlegen.
„Men saa sæt Dem dog ned!”
Sofia var bleven ganske forvirret og satte sig for tredje Gang.
„Da jeg nu ser, hvordan hendes og de ulykkelige Børns Stilling er, saa ønskede jeg, som allerede sagt, i Forhold til mine Evner at være nyttig, det vil sige, kun i Forhold til mine Evner. Man kunde maaske altsaa aabne en Subskription for hende, foranstalte et Lotteri eller noget saadant, som sædvanligvis plejer at ske i slige Tilfælde ved Hjælp af Slægt eller Venner, som har Lyst til at hjælpe deres Medmennesker. Altsaa, det var det, jeg vilde meddele Dem … det lod sig snarere gøre.”
„Ja, det vilde være udmærket … Gud vil
