128
„Hvorfor det ?” spurgte Lebesätnikow forundret.
„Hvorfor?… fordi jeg ønsker det! I Dag eller i Morgen flyttet jeg herfra og vilde derfor meddele hende noget … For Resten kan De gerne være tilstede, medens jeg gør hende denne Meddelelse. Det ser jeg endogsaa helst, De kunde ellers tænke, Gud véd hvad.”
„Slet Ingenting vilde jeg tænke … har De noget at sige hende, saa er ingen Ting lettere end at kalde hende ud. Jeg skal gaa straks; vær De vis paa, at jeg ikke skal være Dem i Vejen.”
Lebesätnikow kom virkelig fem Minuter efter tilbage med Sofia.
Denne var meget forundret og, som sædvanlig, tilbageholden. Hun var altid ængstelig overfor nye Personer, nye Bekendtskaber, og havde allerede været det fra Barndommen af, men nu betydeligt mere…
Peter Petrowitsch modtog hende venligt og høfligt, for Resten med et let Anstrøg af jovial Familiaritet, der iøvrigt efter hans Mening var tilladt en saa agtbar og solid Mand som ham lige over for en saadan ung og i visse Henseender „interessant” Person. Han skyndte sig at indgyde hende Mod og lod hende tage Plads ved Bordet lige over for sig.
Sofia satte sig ned, saa sig om, — betragtede afvekslende Lebesätnikow og Pengene, som laa paa Bordet, og saa atter paa Peter Petrowitsch, fra hvem hun derefter ikke vendte Blikket bort.
Lebesätnikow var i Begreb med at gaa ud, men Peter Petrowitsch holdt ham tilbage ved Døren.
„Er Raskolnikow der?” sagde han hviskende.
„Raskolnikow? Ja, han er der; hvorfor det?
