123
angaar, saa anser jeg hendes Handlemaade som en energisk og personificeret Protest mod Samfundsordenen og skænker hende derfor min dybeste Agtelse, ja, naar jeg ser paa hende, saa glæder jeg mig over hende.”
„Og man har fortalt mig, at det just var Dem, som fortrængte hende fra denne Bolig!”
Lebesätnikow blev nu ligefrem vild.
„Det er atter en skammelig Bagvaskelse!” brølede han. „Det gik paa ingen Maade saadan til, aldeles ikke! Alt det løj Katerina Iwanowna den Gang sammen, fordi hun ikke forstod noget af det! Jeg tænkte slet ikke paa at gøre mig fidél for Sofia Ssemnonowna. Jeg uddannede ganske simpelt hendes Aand, aldeles uegennyttigt; jeg bestræbte mig for at vække Protesten i hende… Mig var det blot om Protesten at gøre, men Sofia Ssemjonowna kunde alligevel ikke længer blevet i denne Bolig.”
„Havde man maaske opfordret hende til at træde ind i Kommunen?”
„De spotter nu altid, og Deres Spot er just ikke altid meget vellykket! Tillad, at jeg siger Dem det. De begriber ingen Ting af det! I Kommunen gives der ingen saadanne Roller. Kommunen bliver netop grundet, for at der ikke længer skal gives saadanne. I Kommunen taber denne Rolle sin hele nuværende Ejendommelighed; hvad der her er taabeligt, bliver dèr til Visdom; hvad der her under de nuværende Omstændigheder er unaturligt, det bliver dèr ganske naturligt. Alt afhænger af Omgivelsen og af Samfundstilstanden. Samfundsordningen er alt, Mennesket selv er intet! Med Sofia Ssemjonowna er jeg ogsaa nu i den bedste Forstaaelse; hun har aldrig holdt mig for sin Fjende eller Fornærmer. Ja, jeg hværver hende nu for Kommunen, men paa et ganske andet Grundlag. Er der noget latterligt
