118
Peter Petrowitsch, som denne Morgen havde vekslet nogle 5 pCts. Statspapirer, sad ved Bordet og talte sine Banknoter. Andrej Ssemjonowitsch, som næsten aldrig havde Penge, gik op og ned og lod som om han med ligegyldig Foragt saa ned paa disse Banknoter.
Peter Petrowitsch antog det rigtignok ikke for muligt, at han kunde betragte saa mange Penge med Ligegyldighed; Andrej Ssemjanowitsch derimod tænkte atter med Bitterhed, at Peter Petrowitsch kunde have en saa daarlig Mening om ham, ja endogsaa glæde sig over at drille og tirre sin unge Ven med de udbredte Banknoter, idet han dermed gav ham at forstaa, hvor intetsigende han var, og hvilken Forskæl der her gjorde sig gældende.
Lebesätnikow traf denne Gang Lushin i en endnu mere ophidset og uopmærksom Tilstand end nogensinde før, skønt han havde gjort et Forsøg paa at forklare ham sit Yndlingsthema, Grundlæggelsen af en Kommune paa nye Principer. De korte Indvendinger og Bemærkninger, han henkastede, mens han talte sine Penge, aandede aabenbar og tilsigtet fræk Spot.
Men den „humane” Andrej Ssemjanowitsch undskyldte Lushins Stemning med Indtrykkene fra Gaarsdagen, Brudet med Dunetschka, og han brændte af Begærlighed efter at berøre dette Thema; han havde indstuderet nogle progressistiske og agitatoriske Talemaader for dermed at trøste sin ærede Ven og i al Fald sørge for hans videre Udvikling.
„Hvad er det for et Gravøl, der finder Sted hos hende … hende Enken?…” spurgte pludselig Peter Petrowitsch og afbrød Andrej Ssemjonowitsch ved det interessanteste Sted i hans Tankegang.
„Som om De ikke vidste det! Jeg berørte jo
