115
var for noget. havde vel, som saa mange andre, hørt, at der i Petersborg gaves Fremskridtsmænd, Nihilister, Afslørere o. s. v., men han havde indtil det absurde forstørret og forvrænget Betydningen og Meningen af disse Betegnelser. Men mer end alt andet frygtede han Afsløringerne, og dette var Grunden til hans stadige store Uro, især i Betragtning af, at han nu agtede at forlægge sin Virksomhed til Petersborg.
For nogle Aar siden, da han begyndte sin Karriere i Provinsen, havde han havt Lejlighed til at iagttage to Tilfælde af Afsløringer af den værste Art, for hvilke to betydelige provinsielle Størrelser, hvem han i sin Tid han i sin Tid havde paatrængt sig og havde protegeret ham, var faldne som Ofre. Det ene Tilfælde endte med en stor Skandale for Vedkommende, og det andet havde endnu slemmere Følger.
Derfor havde Peter Petrowitsch foresat sig straks efter sin Ankomst til Petersborg øjeblikkelig at udforske, hvorledes det forholdt sig hermed, for, hvis det var nødvendigt, at træffe Forholdsregler i rette Tid og for at kunne indsmigre sig hos „vor yngre Generation”.
Hertil havde han særlig gjort Regning paa Andrej Ssemjonowitsch, og bl. a. var det allerede lykkedes ham under sit Besøg hos Raskolnikow lejlighedsvis at rive en Del hurtig udenadlærte Fraser af sig.
Naturligvis varede det ikke længe, før han i Andrej Ssemjonowitsch havde havde gennemskuet et meget sædvanligt og temmelig enfoldigt Menneske. Men dette havde alligevel ikke gjort ham sikrere og mere selvbevidst. Og selv om han havde kunnet overbevise sig om, at alle Progressister var lige saa
