114
Selv Amalie Iwanowna var bleven indbudt med den største Høflighed, trods den mellem hende og Enken fremdeles herskende Tvedragt, og hun havde derfor ogsaa nu overtaget Anordningerne og hele Bryderiet. Hun følte en vis Tilfredshed derved og var stolt af sin Stads, som hun ved denne Lejlighed bar tilskue.
Synet af disse Forberedelser og de modtagne Meddelelser bragte Peter Petrowitsch paa en ganske ejendommelig Tanke, og han gik ind i Lebesätnikows Værelse. Han havde nemlig erfaret, at ogsaa Raskolnikov befandt sig blandt de Indbudne.
Andrej Ssemjonowitsch var tilfældigvis hjemme hele Morgenen.
Det var ejendommelige, skønt ganske naturlige Forhold, hvori Lushin stod til denne Herre. Peter Petrowitsch hadede og foragtede ham nemlig umaadeligt, skønt han ogsaa til en vis Grad var bange for ham og havde været dette næsten lige siden Dagen for hans Ankomst.
Det var ikke alene Sparsommelighedshensyn — skønt disse udgjorde Hovedsagen — der havde foranlediget ham til at indlogere sig hos ham, men der var endnu en anden Aarsag, der havde bevæget ham til det.
Allerede i Provinsen havde han hørt, at hans forrige Myndling Andrej Ssemjonowitsch var en af de ledende blandt de nye Progressister (Fremskridtsmænd), og at han endog spillede en betydelig Rolle i visse hemmelige og interesserede Kredse. Dette havde frapperet Peter Petrowitsch. Disse magthavende, alvidende, alt foragtende og alt demasterende Kredse havde forlængst indgydt Peter Petrowitsch en hemmelighedsfuld, skønt ubestemt Frygt.
I Provinsen kunde han ikke en Gang tilnærmelsesvis gøre sig et Begreb om, hvad det egenlig
