104
… har desværre en saa giftig Karakter, det gør mig ondt! Naa, vi ses altsaa igen … og hvis det er Guds Vilje, saa ses vi snart, ret snart! —”
„Og da vil vi først ret lære hinanden at kende,” sagde Raskolnikow.
„Og da vil vi først ret lære hinanden at kende!” bekræftede Porphyrius Betrowitsch, og saa derved blinkende, meget alvorligt paa ham. „Nu gaar De altsaa til Gildet i Anledning af Navnedagen?”
„De mener til Begrapelsen!”
„Ak ja! til Begravelsen. Vogt blot Deres Helbred, Deres Helbred fremfor alt!”
„Hvad skal jeg øuske Dem til Gengæld? Jeg ved det virkelig ikke!” sagde Raskolnikow, idet han begyndte at gaa nedad Trappen: han vendte sig imidlidlertid endnu en Gang om og sagde: „jeg vilde gærne ønske Dem „god Lykke”, men, ser De, De har dog virkelig en altfor komisk Beskæftigelse.”
„Hvorledes mener De?” Porphyrius spidsede straks Øren.
„Aa jo, se dog bare paa denne stakkels Mikolka, ham har De vist ogsaa pint og plaget saa længe, martret paa Deres psykologiske Maade, indtil han endelig har tilstaaet; De har vel Dag og Nat sagt til ham: „Du er Morderen, Du er Morderen…” og nu, da han har tilstaaet, vil De igen begynde at maltraktere ham. Nu kommer det tgen til at hede: „Du lyver, Du er ikke Morderen, Du kan ikke være det, Du snakker efter andre!” — Er det ikke komisk?”
„Ha, ha, ha! Altsaa har De lagt Mærke til, at jeg før sagde, at han snakker efter andre?”
„Hvorfor skulde jeg ikke have lagt Mærke til det!”
„Ha, ha! det er aandrigt, meget aandrigt! Ingen Ting undgaar Dem da heller! De er et
