99
De bare…” mumlede Porphyrius og lyttede henne ved Døren.
Der syntes virkelig at høres en Støj ved Døren, i Sideværelset.
„Aha, de kommer!” raabte Raskolnikow, „Du har sendt Bud efter dem!… Du ventede paa dem og gjorde Regning paa dette … Ja, kom bare med dine Retsvidner, alt hvad Du vil .. bare hid med dem, jeg er beredt!”
Men nu indtraadte der en besynderlig Hændelse, noget i den sædvanlige Tingenes Gang saa uventet, at hverken Raskolnikow eller Porphyrius var fattet paa en saadan Løsning.
VI.
Senere, naar Raskolnikow mindedes dette Moment, fremstillede det sig saaledes for ham:
Den Støj, som hørtes bag Døren, blev pludselig stærkere, og Døren aabnede sig lidt.
„Hvad er der paafærde?” raabte Porphyrius ærgerlig, jeg har jo befalet…”
Der fulgte ikke noget Svar, men man kunde høre, at der bag Døren befandt sig flere Personer, som gjorde sig Umage for at puffe en bort.
„Hvad er der paa Færde?” gentog Porphyrius Petrowitsch hæftigt.
„De har bragt Arrestanten Nikolaj herop!” svarede en Stemme.
„Det behøves ikke! Bort med ham! Han skal vente!… hvorfor har de sluppet ham ind! Hvad
