91
„Men for Guds Skyld, hvad er nu dette igen!” raabte Porphyrius Petrowitsch, tilsyneladende i største Angst; „allerkæreste bedste Rodion Romanowitsch. Hvad gaar der da af Dem?”
„Jeg taaler det ikke!” raabte Raskolnikow atter.
„Sagte, bedste Ven, sagte! Man hører det jo, der kunde komme nogen! Hvad skal vi da sige, betænk blot det!” hviskede Porphyrius ængstelig og satte sit Ansigt nær hen til Raskolnikows.
„Jeg taaler det ikke,” gentog Raskolnikow, men denne Gang hviskende.
Porphyrius vendte sig om og gik hen til Vinduet for at aabne det.
„Jeg skal slippe lidt Luft ind, lidt frisk Luft! Og en Slurk Vand vil gøre dem godt, kære Ven; det er jo et rigtigt Anfald!” Han løb hen til Døren for at bede om Vand, skønt der henne i Hjørnet stod en fyldt Karaffel.
„Drik, kære Ven,” hviskede han og styrtede hen til ham med Karaflen, „maaske hjælper det…” Porphyrius Petrowitsch's Skræk og Medfølelse var saa naturtro, at Raskolnikow blev rolig og betragtede ham nysgærrigt. Vandet tog han for Resten ikke imod.
„Kære Rodion Romanowitsch, paa denne Maade vil De jo miste Forstanden, det forsikrer jeg Dem! ah, ah! Drik nu lidt!
Han tvang virkelig Vandglasset ind i Haanden paa ham. Raskolnikow førte det mekanisk til Munden, men betænkte sig og satte det med Modvillie ned paa Bordet.
„Ja, ja … det var et rigtigt Anfald! Paa denne Maade, allerkæreste, skaffer De Dem atter den forrige Sygdom paa Halsen,” begyndte Porphyrius Petrowitsch atter med venskabelig Deltagelse; han havde forøvrigt endnu stedse en bekymret Mine.
