78
ganske andre Sager, „ja, en prægtig Ting!” raabte han endelig højt og kastede, idet han blev staaende to Skridt fra Raskolnikow, sit Blik paa denne.
Denne hyppige, dumme Gentagelse modsagde ved sin Urimelighed aabenbart det alvorlige, betænksomme og gaadefulde Blik, som han nu sendte sin Gæst.
Raskolnikows Vrede steg derved endnu mere, og han kunde ikke overtale sig til at undertrykke en spotsk, men temmelig uforsigtig Udfordring:
„Véd De vel,” sagde han pludseligt, idet han næsten frækt saa paa Porphyrius Petrowitsch — og denne Frækhed skænkede ham endog en vis Lystfølelse — „at der gives saadan en juridisk Regel, et Kunstgreb for Undersøgelsesdommere — først tager de fat langt borte fra det, de vil vide, begynder med Bagateller, eller ogsaa med alvorlige, men langt borte fra hentede Genstande og tale om dem for at udgyde den Anklagede Mod, eller rettere sagt at adsprede ham, faa hans Forsigtighed til at slumre, og saa pludselig paa den mest udentede Maade at slaa ham for Hovedet med et skæbnesvangert og faretruende Spørgsmaal; er det ikke rigtigt? Det forekommer mig, at dette læres i alle Regler og Vejledninger.”
„Ganske rigtig, ganske rigtig!”… De tror altsaa, at jeg paa denne Maade, med Embedsboligen … hvad?”
Og da Porphyrius Petrowitsch sagde dette, blinkede han stærkt med Øjnene. Rynkerne paa hans Pande glattede sig, Ansigtstrækkene fortrak sig, og han brød pludseligt ud i en nervøs, længe vedholdende Latter, vaklede og rystede med hele Kroppen og stirrede Raskolnikow lige i Øjnene.
Denne tvang sig først til selv at le med, men da Porphyrius saa, at Raskolnikow ogsaa lo, steg
