41
liggende Haandskrift, som han kendte saa godt og elskede saa højt; hans Moder havde selv en Gang lært ham at læse og skrive. Han sad længe og betænkte sig, som om han var bange for noget. Endelig aabnede han Brevet, et stort, smukt Brev, som vejede to Lod. To Ark Brevpapir var fuldskrevne med Moderens tætte, fine Skrift.
„Kære Rodja!” begyndte Brevet, „det er nu to Maaneder siden jeg sidst skrev til Dig. Jeg har selv lidt under det, og mine urolige Tanker har ikke ladet mig sove mere end én Nat. Men jeg er vis paa, Du ikke er vred paa mig. Du véd jo, hvor højt jeg elsker Dig; Dunja og jeg har jo ingen anden end Dig — Du er alt for os, vort Haab og vor Trøst. Hvor jeg har lidt, da jeg hørte, at Du allerede for Maaneder siden havde forladt Universitetet, fordi Du ikke havde Midler til dit Livsophold, og at det var forbi med dine Timer og øvrige Indtægter. Men hvordan skulde jeg med mine hundrede og tyve Rubler aarlig i Pension kunne hjælpe Dig? De femten Rubler, som jeg sendte Dig for fire Maaneder siden, havde jeg laant af vor Købmand her, Wassili Wachruschin, mod Sikkerhed i min Pension. Han er et godt Menneske, og var i sin Tid en Ven af din Fader. Men da jeg havde overdraget ham Retten til at hæve Pensionen til mig, maatte jeg vente, til jeg havde betalt min Gæld, og det er først sket nu, saa jeg ikke har kunnet sende Dig noget i hele denne lange Tid. Men nu haaber jeg, at jeg atter kan sende Dig noget, ja jeg kan ligefrem sige, at Lykken smiler til os. Grunden skal jeg straks sige Dig. Du gætter vel, at jeg allerede har haft din Søster hjemme hos mig igen i over halvanden Maaned, og at der for Fremtiden ikke mere er noget, der kan skille os ad. Gud være lovet hendes Trængselstid er nu forbi. Men jeg
