72
man skulde agte og elske dem, de er den kommende Menneskeslægt.”
„Men hvad … hvad skal vi da gøre?” Sofia brød ud i en hysterisk Graad og vred Hænderne.
„Hvad vi skal gøre? Der maa brydes med alt, en Gang for alle, det er det hele; og man maa tage sit Kors paa sig!… Hvad? Du begriber ikke det? Du kommer nok til at begribe det … Frihed og Magt, men først og fremmest Magt!… over alle disse skælvende Kreaturer og over hele den elendige Flok af Myrer! Det er Maalet! Husk paa det! Det er det, som jeg giver Dig med paa Rejsen. Kanske taler jeg nu med Dig for sidste Gang. Naar jeg ikke kommer igen i Morgen, vil Du erfare alt, og husk da paa disse Ord. Og en Gang senere, om mange Aar, i Tidens Løb, vil Du kanske forstaa, hvad de havde at betyde. Men kommer jeg igen i Morgen, saa skal jeg sige Dig, hvem der har dræbt Elisabeth. Farvel!”
Sofia foer sammen af Skræk.
„Men véd De da, hvem der har dræbt hende?” spurgte hun stirrende paa ham og stiv af Skræk.
„Jeg véd det og skal sige Dig det … Dig, bare Dig alene. Dig har jeg udvalgt! Jeg vil ikke komme til Dig for at bede Dig om Tilgivelse — nej, blot ganske simpelt for at sige Dig det. Allerede for længe siden udvalgte jeg Dig, allerede den Gang, da din Fader fortalte om Dig, og da Elisabeth endnu levede, tænkte jeg paa det. Farvel. Giv mig din Haand. Til i Morgen!”
Han gik ud.
Sofia saa efter ham som en vanvittig, men følte sig selv forvirret.
Hun blev svimmel. „Herre Gud! hvor kan han vide, hvem der har dræbt Elisabeth? Hvad betyder disse Ord? Hvor det er frygteligt altsammen!”
