67
spændt Stræng, der var bristet. Hun tabte Vejret og det var som Brystet blev snøret sammen paa hende.
Raskolnikow forstod til Dels, hvorfor Sofia ikke kunde bekvemme sig til at læse for ham, og jo tydeligere dette blev ham, des hæftigere forlangte han det.
Han forstod, hvor svært det maatte være hende saaledes at prisgive og afsløre sit Indre. Han forstod, at disse Følelser dannede en længe gæmt Hemmelighed fra Barndommens Dage, fra den Tid, da hun endnu levede blandt sin Familie, hos den ulykkelige Fader, hos den af Kummer vanvittige Stedmoder, midt iblandt de sultne Børn, det øredøvende Skrig og de evige Bebrejdelser.
Men samtidig forstod han ogsaa nu, at skønt hun skammede sig og var angst, var det hende en kvalfuld Lyst at læse, uagtet sin Skam og uagtet sin Frygt, og særlig at læse højt for ham, saa han skulde høre det netop nu — „hvad der saa maatte følge af det.”
Han læste det i hendes Øjne, forstod det af hendes Bevægelser … Hun overvandt sig, undertrykkede Strubekrampen, som i Begyndelsen havde brudt hendes Stemme, og vedblev i 11te Kapitel af Johannes Evangelium:
„Og mange af Jøderne var komne til Martha og Maria for at trøste dem over deres Broder. Da Martha nu hørte, at Jesus kom, gik hun ham imøde, men Maria sad i Huset. Da sagde Martha til Jesum: Herre! havde Du være her, da var min Broder ikke død. Men ogsaa nu véd jeg, at hvad som helst Du vil bede Gud om, vil Gud give Dig.”
Her holdt hun atter inde, hun anede, at hendes Stemme atter vilde skælve og svigte…
„Jesus sagde til hende: Din Broder skal opstaa. Martha siger til ham: Jeg véd, at han skal
