66
„Jeg forstaar det; Du gaar vel heller ikke derhen i Morgen til din Faders Begravelse?”
„Jo!… i forrige Uge var jeg der ogsaa .. jeg lod læse en Sjælmesse.”
„For hvem?”
„For Elisabeth … de har slaaet hende ihjel med en Økse.
Hans Nerver blev mere og mere ophidsede, Hovedet begyndte at svimle.
„Var Du gode Venner med Elisabeth?”
„Ja … hun var en retfærdig … hun kom … af og til … men sjælden. Vi læste sammen … og snakkede. Hun er hos Vorherre.”
Disse bibelske Ord klang saa besynderligt for ham; og saa opdagede han igen en Nyhed: hemmelighedsfulde Sammenkomster med Elisabeth, og de led begge af religiøst Vanvid.
Man kunde sandelig selv blive vanvittigt, det smitter! tænkte han. „Læs!” raabte han pludselig haardnakket og oprørt.
Sofia nølede endnu; hendes Hjærte bankede. Hun vovede ikke at læse højt for ham.
Han saa med en vis Kval paa denne „ulykkelige Sindssyge”.
„Hvorfor vil De? De tror jo alligevel ikke paa det?” hviskede hun næsten uhørligt.
„Læs! jeg ønsker det! Du har jo ogsaa læst for Elisabeth?”
Sofia slog op i Bogen og fandt Stedet; hendes Hænder rystede, Stemmen svigtede.
To Gange begyndte hun, men kom ikke over den første Stavelse.
„Men der var en Syg, Lazarus af Bethania” … begyndte hun endelig med Anstrængelse, men pludselig klang hendes Stemme som en for stærkt
