60
hun kunde ikke faa det frem, og saa begyndte hun hæftigt at hulke.
„De siger, at Katerina Iwanowna har mistet Forstanden, nu mister jo De den ogsaa,” sagde han efter en kort Tavshed.
Der gik omtrent fem Minuter.
Han gik op ned, tavs og uden at se paa hende. Endelig traadte han hen til hende; hans Øjne glødede.
Han lagde sine Hænder paa hendes Skuldre og saa ind i hendes taarefulde Aasyn. Hans Blik var tørt, brændende, skarpt; hans Læber dirrede hæftigt…
Pludselig bukkede han sig ned, sank paa Knæ — og kyssede hendes Fødder.
Sofia vaklede ængstelig tilbage, som om en Vanvittig havde berørt hende. Han saa ogsaa virkelig ud som en Vanvittig.
„Hvad gør De, hvad gør De?… mig?” mumlede hun blegnende, og en dyb, dyb Sorg snørede hendes Hjærte sammen.
Han rejste sig straks.
„Det var ikke for Dig, at jeg bøjede mig … jeg bøjede mig for hele Menneskeslægtens Lidelse,” sagde han og gik hen til Vinduet.
„Hør,” vedblev han et Minut efter og vendte tilbage til hende, „jeg sagde for en Stund siden til en Bagvasker, at han ikke var saa meget værd som din Lillefinger … og at jeg havde vist min Søster den Ære at sætte hende ved Siden af Dig.”
„Ak, det kunde De sige? Og i hendes Nærværelse?” raabte Sofia ængsteligt. „En Ære at sidde ved Siden af — mig! Jeg er jo … æreløs! … Ak, hvad er det, De har sagt!”
„Ikke for din Æreløsheds og Synds Skyld, men for din store Lidelses Skyld sagde jeg det. At Du er en stor Synderinde — det er sandt,” til-
