Side:Dostojewsky - Forbryderen.djvu/448

Denne side er blevet korrekturlæst

56

en Pensionsanstalt for adelige Frøkener; jeg skal være Forstanderinde, og skal der begynde et nyt prægtigt Liv. Hun omfavner mig, kysser mig og trøster mig — og tror fuldt og fast paa sine Fantasier! Kan man vel da modsige hende? Og saa vasker hun og gør rent, stopper og lapper, uafbrudt; hun slæbte i Dag selv Vaskebaljen ind i Værelset med sine ringe Kræfter, blev rent aandeløs og faldt om paa Sengen af Anstrængelse; i Morges gik vi sammen i Butiker. Hun vilde købe Sko til Poletschka og Lydia, da de gamle er opslidte, men vi havde ikke Penge nok; der var nogle nydelige smaa Støvler, som hun søgte ud; hun har Smag, maa De vide… Da begyndte hun inde i Butiken, medens Købmanden stod der, at græde over, at Pengene ikke slog til… Det var sørgeligt at se paa!”

„Naa, herefter er det jo altid begribeligt, at De maa føre et saadant Liv,” sagde Raskolnikow med bitter Spot.

„Gør det ikke ogsaa Dem ondt for hende?” sagde Sofia ivrigt. „De gav hende selv — jeg véd det — Deres sidste Skilling, endnu forinden De havde lært hende at kende. Og hvis De vidste alt, aah, Herregud! Hvor ofte har jeg ikke bragt hende til at græde, endnu i forrige Uge! Ja, jeg!… En Uge før hans Død var jeg saa haardhjærtet! Og hvor ofte, hvor ofte var jeg ikke det!… Jeg har maattet tænke paa det hele Dagen, og det gjorde mig saa ondt.”

Sofia vred sine Hænder, da hun fortalte ham dette.

„Altsaa er De haardhjærtet?”

„Ja, jeg er! Jeg kom derhen den Gang,” vedblev hun grædende, „den nu Afdøde sagde til mig: Sofia, læs noget højt for mig, jeg har saa ondt i Hovedet, læs… der er en Bog. Han havde laant