37
ingen Skranker er… og saadan maa det vel ogsaa være, naar det kommer til Stykket.”
III.
Næste Morgen vaagnede Raskolnikow sent efter en urolig Søvn, der ikke havde styrket. Han var i en bitter, nervøs, ond Stemning og opfyldt af Had betragtede han sit Kammer.
Det var et lille bitte Rum, fem—seks Fod langt, og gjorde et meget daarligt Indtryk med sine gule, støvede Tapeter, der over alt hang i Laser ned fra Væggen; der var saa lavt til Loftet, at et voksent Menneske altid maatte gaa i Frygt for at støde Hovedet. Møblementet svarede til Værelset; der var tre gamle, itubrukne Stole, henne i en Krog stod et malet Bord, hvorpaa nogle Hæfter og Bøger laa henkastet. Det tykke Støvlag vidnede om, at det var længe siden en Haand havde rørt ved dem. Saa var der en forfærdelig Sofa, der optog næsten hele Væggen og den halve Bredde af Værelset. Den havde en Gang været betrukken med Kattun, men deraf hang der kun nogle Laser tilbage hist og her. Raskolnikow brugte den som Seng. For det meste kastede han sig paa den som han stod og gik og sov uden Sengetæppe, bare med sin gamle Vinterfrakke over sig og med en lille Pude under Hovedet. For at gøre Hovedpuden højere, plejede han gærne at lægge hele sin Beholdning af rent og smudsigt Tøj under den. Foran Sofaen stod et lille Bord.
Det var vist næppe muligt at blive fattigere og elendigere end Raskolnikow allerede var. Og dog følte han sig i sin nuværende Sjælstilstand temmelig
