31
for mig, ja er endog krænkende, naar jeg ser hen til den Stilling, jeg har den Ære at indtage overfor Dem. Jeg vil ikke en Gang nævne den fornærmende og besynderlige Sammenstilling, at De stiller mig paa lige Linie med en … anmassende Yngling; Deres Ord tillader den Mulighed, at De kunde ville bryde et mig givet Løfte. De siger „enten mig eller ham?” og viser altsaa derved, hvor ringe Værd jeg har for Dem … det kan jeg ikke være med paa, under Hensyn til de Forbindelser … og Forhold, som bestaar mellem os.”
„Hvorledes?” udbrød Dunja hæftigt, „jeg stiller Deres Interesse i lige Linie med, hvad der hidtil var mig af mest Værd her i Livet, hvad der hidtil fyldte hele mit Liv, — og De finder Dem fornærmet, fordi jeg tillægger Dem for lidet Værd!”
Raskolnikow tav og smilte haanligt; Rasumichin var opbragt, men Peter Petrowitsch tog ikke imod Dunjas Imødekommenhed og blev ved hvert Ord mere paatrængende og opirret, ligesom om han fandt Smag i det.
„Kærligheden til den vordende Livsledsager, til Manden, maa veje mere end Kærligheden til Broderen,” sagde han tendentiøst, „og i ethvert Fald kan jeg ikke staa paa samme Trin som … Skam jeg før holdt paa, at jeg i Nærværelse af Deres Broder hverken vil eller kan udtale mig om alt det, der ligger mig paa Hjærte, saa agter jeg dog nu alligevel at vende mig til Deres højtærede Moder for at bede hende give mig en uomgaaelig Erklæring, der angaar et for mig meget vigtigt og fornærmende Punkt. Deres Søn,” sagde han, henvendende sig til Pulcheria Alexandrowna, „har i Gaar i Nærværelse af Hr. Rasßudkin — eller … undskyld, at jeg har glemt Deres Familienavn,” — han bukkede artigt for Rasumichin — fornærmet mig ved en Fordrejelse
