30
bryder De Dem det mindste om mig, saa maa denne Sag, hvor vanskelig den end kan være, bringes til Afslutning endnu i Dag. Jeg gentager, at hvis min Broder har Skylden, vil han bede Dem om Forladelse.”
„Det undrer mig, at De stiller Spørgsmaalet saaledes, Awdotja Romanowna,” sagde Lushin, der stedse blev mere opirret, „selv om jeg skatter Dem og saa at sige ærer Dem, saa er dermed ikke udelukket, at jeg slet ikke synes om en af Deres Familiekreds. Selv om jeg gør Regning paa den Lykke at erholde Deres Haand, kan jeg dog alligevel undgaa at paatage mig Forpligtelser, som ikke er forenelige…”
„Aa, hold dog op med denne Ømfindtlighed, Peter Petrowitsch,” sagde Dunja med Følelse, „vær dog det samme forstandige og ædle Menneske, jeg al Tid har holdt Dem for. Jeg har givet et stort Løfte, jeg er Deres Brud; stol altsaa paa mig i denne Sag og vær forsikret om, at jeg skal dømme upartisk. At jeg overtager en Dommers Rolle er lige saa overraskende for min Broder som for Dem. Da jeg i Dag efter Modtagelsen af Deres Brev bad Dem ubetinget at komme, sagde jeg Dem ingenting om mine Hensigter. De maa dog kunne begribe, at hvis I ikke bliver forsonede, saa bliver jeg nødt til at vælge mellem Jer — enten Dem eller ham. Saaledes staar Sagen saavel fra hans som ogsaa fra Deres Side. Jeg vil og tør ikke tage fejl i Valget. Vælger jeg Dem, saa maa jeg bryde med min Broder, vælger jeg ham, saa maa jeg bryde med Dem. Jeg vil og kan nu dømme om, hvorvidt han virkelig er mig en sand Broder, og paa den anden Side om De er en Mand for mig!”
„Awdotja Romanowna,” sagde Lushin og spillede fornærmet, „Deres Ord er for brtydningsfulde
