11
„Jeg? Aa ja, … det kan nok være. Apropos tror De paa Spøgelser?”
„Paa hvad for Spøgelser?”
„Aa, paa almindelige Spøgelser, er der mere end en Slags?”
„Tror De paa dem?”
„Aah nej, pour vous plaire … skønt … det vil sige, jo jeg tror alligevel.”
„Har De maaske sét nogen?”
Swidrigailows betragtede ham med et ejendommeligt Blik.
„Marta Petrowna er saa god at besøge mig,” sagde han og fortrak Munden til et besynderligt Smil.
„Hvordan det? Hun besøger Dem?”
„Ja … hun er kommen tre Gange. Første Gang var det paa Begravelsesdagen, en Time efter at jeg var kommen fra Kirkegaarden. Det var Dagen før min Afrejse hertil. Anden Gang var i Forgaars, i Morgendæmringen, undervejs, paa Stationen Lille-Wichera; og tredje Gang for to Timer siden i Værelset, hvor jeg bor; jeg var alene.”
„Var De vaagen?”
„I fuldstændig vaagen Tilstand, alle tre Gange. Hun kommer, taler et Minuts Tid, og gaar saa igen ud af Døren; hver Gang gennem Døren. Man kan næsten høre det.”
„Jeg kunde tænke, at noget saadant maatte ske med Dem!” sagde Raskolnikow pludseligt og undrede sig bagefter over, at han havde sagt det. Han var meget stærkt grebet.
„Saa-aa? Har De tænkt over det?” spurgte Swidrigailow forbavset, „er det muligt? Naa, sagde jeg ikke nok at vi havde en hel Del tilfælles, hvad?”
„Det har De slet ikke sagt, aldeles ikke!” svarede Raskolnikow barskt og opbrusende.
