377
ud og blev liggende saaledes med lukkede Øjne omtrent en halv Time.
Han tænkte paa ingen Ting; vel gærede der Tanker i ham, eller rettere Brudstykker af Tanker — uordnede Forestillinger uden Sammenhæng — Ansigter af Mennesker, som han havde set i sin Ungdom, eller som han havde mødt et eller andet Sted en eneste Gang, og som han ellers aldrig vilde have husket paa; Klokketaarnet paa W-Kirken, Billardet i en Restavration og en Officer, som stod ved det; Tobaksrøg fra en Cigarkælder, en Ølknejpe, en ganske mørk Bagtrappe overgydt med Sæbevand og overstrøet med Æggeskaller — derpaa, langt borte, Søndags-Klokkeklang … Forestillingerne vekslede og drejede sig i en Kreds som en Hvirvelvind. Nogle behagede ham endog, og han søgte at holde dem fast — men de forsvandt straks; der var noget inden i ham, som pinte ham, derpaa følte han atter, hvor det lettede. En svag Kuldegysning vilde ikke slippe ham, og han havde næsten en behagelig Følelse af den.
Da hørte han Rasumichins hurtige Skridt og hans Stemme; han lod som han sov.
Rasumichin aabnede Døren og stod en Tidlang grundende paa Dørtærskelen. Derpaa traadte han forsigtigt nærmere hen til Sofaen. Man hørte, at Nastasia hviskede.
„Lad ham sove ud, han kan spise siden.”
„Det er vel det bedste,” svarede Rasumichin.
Begge gik atter ud og lukkede Døren efter sig.
Der gik en halv Time. Raskolnikow aabnede Øjnene, vendte sig atter om paa Ryggen og lagde Armene under Hovedet.
… Hvem er han? Hvem er dette Menneske, som vokser op af Jorden? Hvor var han, og hvad har han set? Han maa have set alt — det er
