363
— undskyld mig — at Du endog forfægter denne Teori med en vis Fanatisme … Deri ligger vel altsaa ogsaa Hovedtanken i din Artikel? Dette at Samvittigheden bemyndiger til Blodsudgydelse, det er … det er efter min Mening endnu frygteligere end en officiel, retslig Tilladelse til Blodsudgydelse vilde være…”
„Fuldkommen rigtigt — endnu frygteligere,” bekræftede Porphyrius.
„Nej, Du er vist kommen paa Afveje ved falske Slutninger … her maa være en Fejltagelse, som Du har ladet Dig rive med af!… Dette kan ikke være dine Ideer. Jeg vil læse…”
„I min Artikel findes det ikke; det er kun løse Antydninger,” bemærkede Raskolnikow.
Porphyrius kunde ikke holde sig fra at tilføje: „Javel, jeg ser nu næsten ganske klart, hvad De behager at mene om Forbrydelsen, men … undskyld min Paatrængenhed — det gør mig selv ondt —, men ser De: Før beroligede De mig meget med Hensyn til Muligheden af en Fejltagelse, nemlig i Tilfælde af en Sammenblanding af begge Klasser af Mennesker, men … jeg er dog endnu altid lidt urolig for de forskellige praktiske enkelte Tilfælde. Sæt nu for Eksempel, at en eller anden Mand eller Yngling faldt paa at indbilde sig, at han var en Lykurg eller en Muhammed — naturligvis en vordende — og at han saa begyndte at „rydde alle Hindringer af Vejen?” … Han siger for Eksempel til sig selv: der forestaar mig et stort Felttog, men til et stort Felttog behøves mange Penge … og han begynder saa — at anskaffe sig nogle … De forstaar mig vel?”
Sametow, som endnu altid sad i sin Krog, brast pludselig ud i Latter.
Raskolnikow saa ikke engang op.
