362
Lov er naturligvis endnu ubekendt, men jeg tror, at den eksisterer, og at den i en Fremtid ogsaa vil blive anerkendt. Den store Masse af Mennesker, Materialet, eksisterer jo overhovedet kun i det Øjemed at anstrænge sig saa længe — ved en eller anden hidtil endnu hemmelighedsfuld Proces, ved en eller anden Krydsning af Slægter og Arter — indtil det endelig lykkes at frembringe et nogenlunde selvstændigt Menneske, lad det saa være en paa Tusind. En paa Titusind skulde maaske da fødes udrustet med et endnu større Maal af Selvstændighed. Jeg anfører kun dette som Eksempel. Saa med endnu større Selvstændighed vil der maaske komme en paa Hundretusind. Geniale Mennesker vil der kun være en af paa Millioner, og af store Genier, Menneskeslægtens Fuldkommengørere — maaske kun en eneste paa mange tusind Millioner. Med et Ord, i den Retorte, hvor alt dette foregaar, har jeg ikke kiget ind, men en bestemt Lov er og maa det være; alt kan ikke blot afhænge af Tilfældet.”
„Hør nu — sidder I to og gør Nar ad hinanden?” raabte endelig Rasumichin. „Vil I strø Sand i Øjnene paa hinanden, eller hvad er Meningen? Dette kan dog ikke være dit Alvor, Rodja?”
Raskolnikow løftede tavs sit blege, sorgfulde Ansigt, saa paa ham og sagde intet. Lige overfor dette stille og sorgfulde Ansigt forekom Porphyriys's Fysiognomi ham saa meget mere paatrængende og uforskammet haanligt.
„Naa, Broder, skulde det virkelig være dit Alvor, saa … Du har naturligvis Ret, naar Du siger, at alt dette ikke er nyt, og at vi allerede Tusind Gange har læst det og hørt det; men hvad her virkelig er originalt og din egen Ejendom, det er, til min Forbavselse, Teorien om den menneskelige Samvittigheds Ret til at udgyde Blod og
