Side:Dostojewsky - Forbryderen.djvu/362

Denne side er blevet korrekturlæst

356

tikel inddeles Menneskene i „sædvanlige og „usædvanlige”. De sædvanlige maa bøje sig i Lydighed og har ingen Rettighed til at overtræde Lovene, just fordi de bare er „almindelige”. Men de usædvanlige har Rettighed til at begaa alle Slags Forbrydelser og til at overtræde Lovene, just fordi de er „usædvanlige”. Saaledes tror jeg det fremstilles hos Dem, om jeg ikke tager meget Fejl?”

Han kan umulig have ment det saaledes!” sagde Rasumichin tvivlende.

Raskolnikow lo atter. Han forstod straks, hvad det drejede sig om, og hvor man vilde bringe ham hen; han huskede Indholdet af sin Artikel ret godt og besluttede at modtage Udfordringen.

„Min Fremstilling er ikke ganske saadan,” begyndte han ligefrem og beskedent, „forresten maa jeg tilstaa, at De næsten har truffet det, ja om De saa vil, truffet det ganske rigtigt…” Han lod her, som om det var ham behageligt at indrømme, at man havde gengivet hans Fremstilling rigtig. „Forskellen stikker kun deri, at jeg slet ikke holder paa, at de usædvanlige Mennesker i ethvert Tilfælde maa foretage alle mulige Udskejelser eller at de ligesom skulde være forpligtede til det. Jeg tror, at en saadan Tankegang ikke en Gang vilde være blevet taalt paa Tryk. Jeg har ganske simpelt antydet, at det usædvanlige Menneske har Rettighed, … d. v. s. ikke officiel Ret, men en Ret, der er ham personlig egen, til at lade sin Samvittighed overskride visse Hindringer, men ene og alene for det Tilfælde, at Udførelsen af hans Ide, som maaske kan gavne Menneskeheden, kræver det. De siger, at min Artikel ikke er klar; jeg er rede til at give Dem den nødvendige Forklaring, saavidt det er muligt. Jeg tager vel heller ikke fejl, naar jeg forudsætter, at dette just var Deres Hensigt; nuvel!