Side:Dostojewsky - Forbryderen.djvu/357

Denne side er blevet korrekturlæst

351

kunde have Lyst til at høre den. I Gaar gik jeg næsten ud af mit gode Skind ved at høre paa dem og havde haabet paa Hjælp af Dig, for jeg sagde dem, at Du kom … Striden begyndte med Socialisternes Anskuelser. Deres Opfattelse er bekendt: Forbrydelsen er Protesten mod det abnorme i de sociale Tilstande — og derefter ikke mere, andre Grunde vil man ikke vide af … andre Grunde eksisterer ikke.”

„Der løj Du!” raabte Porphyrius Petrovitsch. Han blev øjensynligt ivrig og lo af Rasumichin, noget, som stadig tirrede denne endnu mere.

„De vil slet ikke vide af andet!” afbrød Rasumichin ham hidsigt, „jeg lyver ikke!… Jeg kan vise Dig deres Bøger. Alt hos dem har kun den ene Grund: Samfundet er Skyld i alt — og saa ikke mer! Det er deres kære, kendte Frase! Altsaa følger deraf konsekvent, at hvis Samfundet var normalt indrettet, vilde alle Forbrydelser pludseligt være forsvundne, da der ikke længer var Anledning til nogen Protest; alle vilde i et Nu blive „Retfærdige”. Den menneskelige Natur tager de ikke i Betragtning, Naturen jager de ud, Naturen vil de ikke anerkende. Hos dem udvikler Menneskeheden sig ikke paa historisk, levende Maade for endelig at naa den normale Samfundstilstands Maal, men omvendt; Socialsystemet, der er opfundet af et eller andet mathematisk anlagt Hoved, maa straks paa en Gang bringe hele Menneskeheden. i Harmoni, maa gøre dem retfærdige og syndefri, uden at nogensomhelst Livsproces skulde behøves, uden nogensomhelst historisk eller naturlig Udvikling! Derfor er de ogsaa saa instinktivt indtagne mod Historiens Lærdomme: Der findes kun Grusomheder og Dumheder i dem — og Dumheden er Syndebukken, som de alle kaster sig over! Derfor kan de heller ikke udstaa den levende