350
ligen er endnu intet Faktum, men kun Febervildelse; jeg ved allerede, hvad jeg skal…”
„Mon de ved noget om Boligen? Jeg gaar ikke herfra, før jeg ved Besked herom. Hvorfor skulde jeg ogsaa komme herop?… Men at jeg nu ærgrer mig, kunde tilsidst tages som en Kendsgærning! For Pokker, at jeg ogsaa skulde være saa let at tirre!… men maaske er det netop gunstigt for Rollen som angiven syg … han føler sig for med mig, han vil bringe mig ud af Koncepterne.”
„Hvorfor skulde jeg ogsaa kommer herop…!”
Alt dette foer som et Lyn gennem hans Hoved
Porphyrius Petrowitsch kom ind skraks efter. Han snakke pludselig at være bleven lystigere.
„Selskabet hos Dig i Gaar sidder endnu i Hovedet paa mig … jeg føler mig overhovedet endnu ikke rigtig oplagt,” begyndte han i en hel anden Tone og vendte sig til Rasumichin.
„Naa, og hvordan var det?… interessant? Jeg gik jo min Vej, da det var paa det højeste! Hvem vandt?”
„Naturligvis ingen, saadan gaar det jo al Tid. Tilsidst kom vi ind paa Evighedsspørgsmaalet og og svævede over Skyerne.”
„Tænk Dig, Rodja, hvad de kom ind paa i Gaar! Om der gives Forbrydelser eller ikke? Jeg siger Dig, de vrøvlede saa længe, til der dansede Smaadjævle for Øjnene paa dem!”
„Og hvad underligt er der ved det? Det er et ganske almindeligt socialt Spørgsmaal,” svarede Raskolnikow adspredt.
„Spørgsmaalet var for Resten slet ikke formuleret saaledes,” bemærkede Porphyrius.
„Ikke ganske, det er sandt,” bekræftede Rasumischin, der som sædvanlig blev hidsig og ivrig „Ser Du, Rodion, hør nu og sig saa din Mening; jeg
