335
Sofia svarede ikke; Døren blev aabnet og hun smuttede ind i sit Værelse.
Paa Vejen til Porphyrius var Rasumichin ganske
usædvanlig oprømt.
„Det er prægtigt, Broder,” gentog han nogle Gange, „jeg glæder mig! Jeg er glad!”
Hvad er det egentlig Du er glad over? tænkte Raskolnikow.
„Jeg vidste jo slet ingen Ting om, at Du ogsaa havde pantsat noget hos den gamle. Er det da længe siden Du sidst var hos hende?”
Hvad er det for en naiv, enfoldig Fyr! tænkte Raskolnikow.
„Hvornaar jeg var der? …” Raskolnikow blev staaende og syntes at tænke efter; „ja rigtig … saadan en tre Dage før hendes Død, tror jeg. For Resten, nu kan jeg ikke indløse Sagerne,” tilføjede han hurtigt og ligesom bekymret for Tingene, „nu har jeg desværre kun en Rubel tilovers … det kan jeg takke det fordømte Feberanfald i Gaar for!…”
Feberanfald nævnte han med særlig Betoning.
„Naa ja, ja!” mente Rasumichin, „altfaa derfor var det, Du deu Gang blev … saa ilde berørt! … Ved Du, at Du under Feberen altid talte om Ringe og Kæder? Nu er alt forstaaeligt og klart.”
Aha! altsaa denne Tanke havde dog listet sig ind hos ham! Dette Menneske dér, han vilde lade sig korsfæste for mig, og dog er han nu glad, at alt er opklaret. At jeg fantaserede om Ringe og sligt, det har altsaa gjort dem bekymrede!
„Mon vi ogsaa træffer ham ?” spurgte han højt.
„Ganske vist, ganske vist,” sagde Rasumichin, „det er en prægtig Fyr, Broder, det skal Du faa at
