320
som om f. Eks. Rasumichin eller Sossimow eller nogen anden af os havde skrevet sligt?”
„Nej, nej!” svarede Dunetschka livligt, „jeg har nok forstaaet, at det er en meget naiv Udtryksmaade, og at han maaske ikke forstaar at skrive godt nok … det har Du bedømt rigtigt, Broder, det havde jeg ikke engang ventet…”
„Det er Kancellistil, og i den Stil kan man ikke godt skrive anderledes, derfor kom det mere taktløst frem, end det maaske var tilsigtet. For Resten maa jeg dog rive Bindet fra dine Øjne; i dette Brev er der endnu et Udtryk, en Bagvaskelse, og det en temmelig nederdrægtig. Jeg gav i Gaar Pengene til Enken, den svindsottige og elendige Enke, ikke „under Paaskud af Begravelsen,” men direkte til Begravelsen, og ikke i Datterens Haand — „en Pige af alment kendt Opførsel” — som han skriver — jeg saa hende for Resten i Gaar for første Gang i mit Liv, — men til Enken. I alt dette ser jeg et forhastet Ønske om at sværte mig og bringe Uenighed mellem os. Alt dette er nu atter Udtryk i Kancellistil, d. v. s. Hensigten forraader sig altfor aabent; den er lagt for Dagen med altfor naiv Ilterhed. Han er vistnok et ret kløgtigt Menneske, men for at handle klogt er det ikke alene nødvendigt at have Forstand. Alt dette er forøvrigt betegnende for hans Menneskeværd, og jeg tror ikke, at han skatter Dig meget højt. Jeg siger Dig bare dette, for at Du kan tænke over det, og fordi jeg af Hjertet ønsker Dig alt godt…”
Dunetschka svarede ikke; hendes Beslutning var allerede forud truffen, hun ventede blot paa, at det skulde blive Aften.
„Hvad beslutter Du Dig til nu, Rodja?” spurgte Pulcheria Alexandrowna, der følte sig endnu mere
