319
„De skriver jo allesammen paa den Maade,” bemærkede Rasumichin.
„Har Du læst Brevet?”
„Ja.”
„Vi viste ham Brevet, Rodja, vi … raadslog før om det,” begyndte Pulcheria Alexandrowna forlegen.
„Det er saadan et Slags Kancellistil,” afbrød Rasumichin hende, „Retsdokumenter skrives altid saaledes.”
„Rets—? Ja, javist, Rets-, Forretnings- … ikke just saa ueffent i Stilen. Det er ikke videre literært, men det er forretningsmæssigt!”
„Peter Petrowitseh gør ingen Hemmelighed af at hans Lærdom er erhværvet for Kobberpenge; han raser sig endogsaa af, at han selv har banet sig Vej i Livet,” bemærkede Awdotja Romanowna, der var lidt fornærmet over Broderens Tone.
„Naa, og hvad saa? Naar han roser sig, saa har han vel Grund til det — jeg siger Dig ikke imod. Det lader til, at Du føler Dig fornærmet Søster, over at det hele Brev bare aflokkede mig en saadan frivol Bemærkning, og Du tror, at jeg med Vilje taler om saadanne Bagateller for at gøre Dig utaalmodig af Ærgrelse. Tværtimod; med Hensyn til Stilen randt der mig en i dette Tilfælde ikke overflødig Bemærkning i Sinde. Der er et Udtryk: Følgerne maa De da tilskrive Dem selv, — det er meget klart og betydningsfuldt; og desuden er der en Trusel om straks at fjærne sig, hvis jeg skulde være tilstede. Denne Trusel —— at gaa sin Vej — betyder det samme som at forlade Eder begge, dersom I skulde være ulydige; og det endogsaa at forlade Eder nu, da han har faaet Eder til at rejse til Petersborg. Naa, hvad mener Du, kan man vel føle sig saa fornærmet ved slige Ytringer af Lushin,
