311
„Efter at hun havde faaet Prygl?”
„… Hun havde nu altid den Vane; og lige efter at hun havde spist, gik hun i Bad … for ikke at komme til at rejse afsted for sent … Jeg skal sige Dig, hun brugte saadan en Slags Badekur, der var en kold Kilde dér, og i den badede hun sig hver Dag. Men ligesom hun var kommen i Badet, fik hun et Slagtilfælde.”
„Det er meget begribeligt,” sagde Sossimow.
„Slog han hende meget haardt?”
„Det kommer det jo egentlig ikke an paa,” svarede Dunja.
„Hm! Hør Moder, hvorfor har Du for Resten altid Lyst til at snakke om slige Galskaber,” sagde Raskolnikow pludselig uvilkaarligt og opirret.
„Ak, kære Du, jeg vidste jo ikke længer, hvad jeg skulde tale om.”
„Men — hvad er der egentlig paafærde? … er I da allesammen bange for mig?” sagde han med et tvungent Smil.
„Ja, der traf Du det,” sagde Dunja og fikserede Broderen strængt; — „da Moder gik op ad Trappen dér, slog hun endogsaa Kors for sig af Angst.”
Raskolnikows Ansigt fortrak sig krampagtigt.
„Ak, hvad siger Du, Dunja!” udbrød Moderen forvirret. „Bliv nu ikke ærgerlig, Rodja, det beder jeg Dig … Hvorfor skulde Du, Dunja — javist drømte jeg hele Vejen om dette Gensyn, da vi rejste herhen paa Jærnbanen … og jeg var saa lykkelig, at jeg slet ikke mærkede, hvorledes Tiden gik! Men hvad er det, jeg sidder og snakker om, jeg er jo saa lykkelig nu … Du havde Uret, Dunja. Alene det, at jeg fik Dig at se, Rodja, gør mig lykkelig…”
