281
sagde Sossimow, idet han værgede sig og betragtede ham derpaa opmærksomt, efter at Rasumichin havde sluppen sit Tag; saa lo han pludselig højt.
Rusumichin stod foran ham med sænkede Arme i mørk, alvorlig Eftertanke.
„Det er sandt jeg er et Asen”, sagde han mørk som en Uvejrssky, — „men Du … Du er ikke bedre!”
„Nej, min Ven, ikke jeg, slet ikke. Jeg plejer ikke at sætte mig slige Dumheder i Hovedet.”
De gik tavse videre og først da de naaede Raskolnikows Bolig, afbrød Rasumichin sin sorgfulde Tavshed.
„Hør,” sagde han til Sossimow, „Du er en prægtig Fyr, men bortset fra dine øvrige slette Egenskaber er Du ogsaa liderlig, og det i høj Grad, jeg ved det. Du er en nervøs Svækling, Du begynder at blive fed og er en Slave af dine Lyster — det kalder jeg gement, for det fører til det gemene. Du har forvænnet Dig selv i den Grad, at jeg aldeles ikke kan begribe, haorledes Du med alt det dog kan være en god, endog en opofrende Læge. En Læge — og Du sover paa Dun, men staar alligevel op om Natten, naar Syge behøver Dig! Om tre Aar højst lader Du Dig ikke mere forstyrre i din Nattero! Naa, til Helvede med det, her er ikke Tale om den Ting, men om at Du i Nat skal sove i Værtindens Bolig; jeg har med Nød og næppe faaet hende overtalt; jeg sover i Køkkenet. I har altsaa Lejlighed til at blive nærmere Bekendte med hinanden, men ikke paa den Maade, som Du tænker! Ikke Spor…”
„Jeg tænker jo slet ikke paa noget saadant!”
„Her, min Ven, her finder Du Blyhed, Tavshed, Dyd — og saa alligevel — Sukke og Blødhed; hun er saa blød som Voks! Fri mig fra hende,
