274
endnu ikke er et fuldstændigt Fæ! Og jeg har bøjet mig! Her er det, at De bor … derfor havde ogsaa Rodion fuldkommen Ret, da han før kastede Peter Petrowitsch ud, — hvorledes kunde han vove at indlogere Dem her! Det er en Skandale! Véd De vel, hvem der plejer at komme her? Og De er hans Brud! hans Brud! ikke sandt? Vel, saa maa jeg sige Dem, at naar Alt kommer til Alt, er Deres Brudgom — en Usling!”
„Hør engang, Hr. Rasumichin, De glemmer…” begyndte Pulcheria Alexandrowna.
„Ja, De har Ret, jeg forglemte mig … jeg skammer mig!" afbrød Rasumichin angerfuldt, — „men … men … De maa ikke være vred paa mig, fordi jeg taler paa den Maade! Thi jeg taler oprigtigt, og ikke saadan fordi … hm! … Det vilde være gement; med et Ord, ikke fordi, fordi De har gjort mig … hm, hm, det er det samme, jeg vil ikke sige hvorfor, det tør jeg ikke … Men vi følte Allesammen, da han kom ind, at han ikke hørte til vore Folk. Ikke just fordi han havde ladet sig frisere, ikke fordi han skyndte sig med at lade sin Forstand lyse, men fordi han er en Lumskepotte, en Spekulant; fordi han er en Jøde, en Hykler; man ser det jo straks paa ham. De tror maaske, at han er fornuftig? Nej, en Nar er han, en Nar! Naa, og det skulde være en Mand for Dem? Aa, min Gud!… Ser De, mine Damer!” vedblev han staaende paa Trappen — „selv om alle de, som sidder hjemme hos mig, er fulde, saa er de dog allesammen ærlige; og om vi end lyver en Del sammen, for jeg lyver ogsaa, saa lyver vi os dog til Slut igennem til Sandheden, for vi er paa den gode, ædle Vej. Skønt jeg før skældte de Folk derhjemme dygtigt ud — saa agter jeg dem dog for det, selv Sametow, som jeg vel ikke agter, men dog holder
