273
men i det andet højst en Papegøje. Til Sandheden naar vi dog tilsidst, — bare ikke Livet bliver fornaglet for os; man har Eksempler paa det. Naa, og hvad er vi da egentlig nu? Vi er alle, uden Undtagelse — med Hensyn til Videnskab, Udvikling, Tænkekraft, Opfindelser, Idealer, Ønsker, Liberalisme, Fornuft, Erfaring og alt, alt — endnu kun i Forberedelsesklassen. Vi finder os i at lege med fremmed Forstand —— har gravet os ned i den! Har jeg ikke Ret?” raabte Rasumichin, idet han trykkede begge Damernes Hænder og rystede dem, — „ikke sandt.”
„O, min Gud!… jeg véd ikke,” sagde den stakkels Pulcheria Alexandrowna.
„Jo, jo skønt jeg ikke er enig med Dem i alt,” begyndte Awdotja Romanowna alvorligt, men pludselig maatte hun give et Skrig fra sig, saa stærkt klemte han denne Gang hendes Haand.
„Jo? De siger jo? Naa, da er De … De …” raabte han henrykt, „— Kilden til alt godt, alt rent, til al Fornuft … og al Fuldkommenhed! Ræk mig Deres Haand … De ogsaa, jeg vil kysse Deres Hænder, her, paa mine Knæ!”
Og han knælede ned paa Fortovet, som til alt Held paa det Tidspunkt ikke passeredes af Nogen.
„Hold op!… jeg beder Dem, hvad gør De?” raabte Pulcheria Alexandrowna, der var i højeste Grad urolig.
„Rejs Dem, rejs Dem!” sagde Dunja smilende, men ikke uden en stille Frygt.
„Ikke paa nogen Maade, før De rækker mig Hænderne! Saa, nu er det godt, nu rejser jeg mig og vi gaar videre! Jeg er en ulykkelig Tølper, jeg er Dem ikke værdig, jeg er fuld — jeg skammer mig … Jeg er ikke værdig at elske Dem … men at bøje sig for Dem, det er Enhvers Pligt, der
