267
taler ikke i Feber, dette Giftermaal — er en Gemenhed. Selv om ogsaa jeg er en Usling, saa skal dog ikke Du … en af os … og om jeg end er en Usling, saa vil jeg dog ikke anerkende en saadan for min Søster. Enten jeg eller Lushin!… Gaa nu…”
„Er Du bleven aldeles forrykt, din Tyran!” brølede Rasumichin; men Raskolnikow svarede ikke mere, eller hans Kræfter var maaske udtømte.
Han lagde sig paa Sofaen og drejede sig aldeles udmattet om mod Væggen.
Awdotja Romanowna saa opmærksomt paa Rasumichin; hendes sorte Øjne funklede; Rasumichin fo'r sammen ved dette Blik.
Pulcheria Alekaandrowna stod der som truffen af et Slag.
„Jeg kan ikke paa nogen Maade gaa!” hviskede hun fortvivlet til Rasumichin — „jeg bliver her — hvorsomhelst — Følg De med Dunja.”
„I saa Fald ødelægger De det Hele!” hviskede denne i største Bevægelse — „lad os i det mindste gaa ud paa Trappen; Nastasia, lys os ned. Jeg sværger Dem til,” vedblev han hviskende da de allerede var ude paa Trappen, „at han før nær havde pryglet os, mig og Lægen, forstaar De? endogsaa Lægen! Og det skønt denne Læge lod ham faa sin Vilje, bare for ikke at opirre ham, og gik sin Vej. Men jeg gik ned for at passe paa, og imidlertid klædte han sig paa og løb sin Vej. Hvis De nu opirrer ham mere, saa er han i Stand til at løbe bort, en Gang i Nat og gøre en Ulykke paa sig!”
„Ak!… hvor kan De sige sligt!”
„Awdotja Romanowna kan jo heller ikke blive alene der i de møblerede Værelser. Betænk bare, hvad det er for et Hus! Kunde da denne Usling
