261
var prægtigt! Nu er han saa at sige tilintetgjort. Ved Gud, det var mesterligt, det har han godt af! Pokker ogsaa, at jeg ikke var tilstede! Han ventede Dig just med Længsel. Porphyrius vil ogsaa gærne gøre dit Bekendtskab.”
„Saa … altsaa han ogsaa … Men hvorfor vilde de da absolut, at jeg skulde være gal?”
„Det vil sige, ikke gal. Det lader til, jeg vist allerede har fortalt Dig altfor meget … Sossimow syntes før, at det var paafaldende, ser Du, at altid bare det ene Punkt interesserede Dig; nu er det klart, hvorfor; nu, da de kender alle Omstændigheder … og hvordan alting den Gang hindrede Dig og vævede sig sammen med Sygdommen … Jeg er vist lidt fuld nu, bedste Ven, men Fanden véd, han havde nu sin egen Idé … jeg siger Dig bare, nu er han forhippet paa Sindssygdomme. Men Du, blæs paa det Hele.”
De tav begge en Stund.
„Hør Rasumichin,” begyndte Raskolnikow, „jeg vil lige saa godt sige Dig det med det samme; jeg var netop ved et Dødsleje; en Embedsmand, som er død … jeg har givet dem alle mine Penge … og desuden har netop et Væsen kysset mig, som, om man ogsaa virkelig havde slaaet nogen ihjel, … med ét Ord … jeg saa dèr endnu et andet Væsen … med ildrøde Fjer i Hatten … for Resten, jeg véd ikke længer, hvad jeg siger: jeg er gruelig mat, støt mig … der er jo Trappen…”
„Hvad gaar der af Dig? Hvad fejler Dig?” spurgte Rasumichin forskrækket.
„Jeg bliver lidt svimmel: men det betyder ikke noget, jeg er bare saa tung i Sindet, saa vemodig som en Kvinde … virkelig! Se, hvad er det? Se, se!”
„Hvad for noget?”
