257
nu, om det ogsaa var længere Vej, til Rasumichin … lad ham vinde sit Væddemaal! Han skal ogsaa glæde sig; og vil han gøre sig lystig over mig — det gør ikke noget! Men Kræfter, Kræfter maa jeg have; uden Kræfter bliver der ingen Ting af; men fysisk Kraft faar man blot ved Villiekraft — det véd de ikke,” tilføjede han stolt og selvbevidst og gik, endnu knapt i Stand til at bevæge Fødderne, ned fra Broen. Hans Stolthed og Selvbevidsthed voksede og i næste Minut var han allerede et helt andet Menneske.
Hvad var da egentlig sket, som havde forandret ham saa? Han vidste det egentlig ikke selv; det gik ham pludseligt som en, der for at redde sig griber efter et Halmstraa; det syntes ham, som om ogsaa han endnu kunde leve, som om der endnu gaves et Liv, som om hans eget Liv ikke endnu var udslukt med den gamles. Maaske overilede han sig for meget med denne Følgeslutning — men derpaa tænkte han ikke nu.
„Og for Herrens Træl, Rodion, skal hun bede,” foer det ham pludseligt gennem Hovedet, „naa, det kan jo … for alle Tilfælde!” … tilføjede han og smilte selv over sit barnagtige Indfald. Han var en prægtig Sindsstemning.
Rasumichin fandt han snart; i Huset Potschinkow kendte de allerede den nye Beboer, og Portneren viste ham straks Vej.
Da han kom halvvejs opad Trappen, kunde han allerede høre Støjen og den livlige Samtale af et større Selskab. Døren til Trappen stod paa vid Gab; der hørtes livlig Disput.
Rasumichins Værelse var temmelig stort, og der var omtrent 15 Mennesker oppe hos ham.
Raskolnikow blev staaende i Forværelset. Her, bag et Skærmbrædt, stod to af Værtindens Piger
