256
og saa en til: „Herre Gud forlad og velsign vor anden Fader;” thi vor første Fader er død, og han nu er vor anden; men vi beder ogsaa for vor første.”
„Poletschka, jeg heder Rodion; bed ogsaa en Gang for mig og sig bare: „og for Herrens Træl, Rodion” — ikke andet.”
„Hele mit Liv vil jeg bede for Dem,” sagde den lille Pige ivrigt; hun smilte igen, kastede sig om hans Hals og trykkede ham fast til sig.
Raskolnikow sagde hende sit Navn og sin Adresse og lovede bestemt at komme igen i Morgen.
Den lille Pige gik ganske henrykt fra ham og sprang op igen.
Det var henimod elleve, da han kom ud paa Gaden. Efter fem Minuters Gang stod han paa Broen, just paa det samme Sted, hvor den før omtalte Kvinde havde forsøgt at drukne sig.
„Nu kan det være nok!” sagde han energisk og højtideligt, „bort med Hallucinationerne, bort med den bedrageriske Rædsel, bort med alle Spøgelser! Der findes endnu et Liv! Har jeg ikke levet nu? Er mit tidligere Liv ikke døet samtidig med den gamles!… Gud skænke hende Salighed, og saa dermed nok, gamle! Se Du til at komme til Ro! Nu begynder Fornuftens og Lysets Rige … Villiens og Kraftens … og saa skal vi faa at se! Lad os da prøve Kræfter!” tilføjede han udfordrende, idet han ligesom vendte sig til en Mørkets Magt … „og jeg havde allerede givet mig hen i det!…”
„… Jeg er endnu i dette Øjeblik kun svag, men … det lader til, at hele Sygdommen er gaaet over. Jeg vidste godt, at den vilde gaa over, da jeg gik ud. Apropos, det Potschinkow'ske Hus er bare et Par Skridt herfra. Naturligvis gaar jeg
