253
Levnet med alle Enkeltheder. Jeg forsikrer Dem, at han talte om Dem med den højeste Agtelse. Fra den Aften af, da jeg erfarede, hvor hengiven han var eder alle, og hvorledes han særlig agtede og elskede Dem, fra den Aften af blev vi Venner … Tillad mig altsaa nu … at bidrage … for at vise min afdøde Ven den sidste Tjeneste. Se her … tyve Rubler … og hvis det kan være Dem til Hjælp, saa … jeg … med ét Ord, jeg kommer igen … De kan stole paa mig … jeg kommer maaske i Morgen … Farvel!”
Han skyndte sig ud og trængte sig gennem Mængden, men paa Trappen stødte han pludselig paa Nikodim Fomitsch, som ogsaa havde hørt om Ulykken og personlig vilde træffe Anordninger. Skønt de siden Scenen paa Politistationen ikke havde set hinanden, genkendte Nikodim Fomitsch ham dog øjeblikkelig.
„Ah, De er her?” spurgte han.
„Han er død,” svarede Raskolnikow. „Lægen var der og Præsten ogsaa, alt var som det skulde være. Gør nu ikke den stakkels Kone altfor urolig, hun har desuden Tæring … De er jo et godt Menneske, jeg véd det…” føjede han lidt spodsk til, idet han saa ham lige i Øjnene.
„Men hvor De har sølet Dem til med Blod,” bemærkede Nikodim Fomitsch, som ved Lygteskinnet saa nogle friske Blodpletter paa Raskolnikows Vest.
„Ja, jeg er tilsølet … jeg er blodbestænkt,” ytrede Raskolnikow med ejendommelig Betoning, smilede derpaa, nikkede med Hovedet og gik ned ad Trappen.
Han gik langsomt, feberagtig ophidset og, uden selv at ane det, opfyldt af en ny, grænseløs Følelse
