249
Kun en ussel lille Stump Lys belyste hele denne Scene.
I dette Øjeblik trængte Polenka, der var løbet efter Søsteren, sig, ind fra Trappegangen gennem Folkemassen. Af det hurtige Løb var hun ganske aandeløs, tog Tørklædet af sig, og søgte Moderen med Øjnene, gik hen til hende og sagde:
„Hun kommer, jeg traf hende paa Gaden.”
Moderen trykkede hende ned paa Knæ ved Siden af sig.
I samme Øjeblik brød, lydløst og sky, en Pige frem gennem Mængden, og hendes Nærværelse i dette Kammer midt i Fattigdom, Elendighed, Død og Fortvivlelse gjorde et højst ejendommeligt Indtryk.
Hun var, saa at sige, klædt i alle Slags brogede Lapper, hendes Klædedragt bestod nemlig af Godtkøbskram og var beregnet paa at vække Opmærksomhed paa Gaden. Hun var klædt saaledes, at hendes Smag og Vaner klart oplyste om hendes skændselsfulde Erhverv.
Sofia blev staaende udenfor Tærskelen, saa sig fortabt omkring, tilsyneladende uden ret at forstaa, hvad der gik for sig, og uden at tænke paa sin uanstændige, lyse Silkekjole med den latterlige Tournure og den uformelige Krinoline, som udfyldte hele Døraabningen.
Hun havde, skønt det var Aften, en Parasol, desuden lyse Støvletter og en rund Straahat med ildrød Fjer. Under Hatten, som paa flot, drengeagtig Manér var trykket ned mod det ene Øre, saas et magert, blegt og forskrækket lille Ansigt med aaben Mund og stirrende Øjne.
Sofia var under Middelhøjde, 18 Aar gl., en mager, men ganske net Blondine med mærkværdigt smukke blaa Øjne.
