246
pegede hun paa Raskolnikow — hjælper en ung højmodig Mand os, som har Midler og Forbindelser, og som kendte Ssemjon Sacharytsch fra Barnsben af; og vær De sikker paa, Amalia Iwanowna…”
Alt dette sagde hun i sprudlende Hastværk, indtil et Hosteanfald gjorde Ende paa hele Veltalenheden.
I dette Øjeblik kom hendes Mand til sig selv og stønnede; hun løb derfor hen til ham.
Den Syge aabnede Øjnene uden at kende nogen eller begribe noget af det hele; han aandede tungt, dybt og med lange Mellemrum; ved Mundvigerne viste der sig Blod, Sveden brød frem paa hans Pande.
Han saa sig urolig om til alle Kanter, men genkendte ikke Raskolnikow, som stod ved Siden af ham.
Katerina Iwanowna saa' hen paa ham med et sørgmodig men strengt Udtryk; Taarerne trillede nedad hendes Kinder.
„Min Gud! Hans Bryst er knust! Hvilken Masse Blod!” raabte hun i Fortvivlelse. „Vi maa have Klæderne af ham! Vend Dig lidt om, hvis Du kan, Ssemjon Sacharytsch,” raabte hun til ham.
Marmeladow genkendte hende.
„Præsten!” fik han endelig sagt med hæs Stemme.
Katerina Iwanowna gik hen til Vinduet, lænede Panden mod Karmen og raabte fortvivlet: „O! forbandede Liv!”
„Præsten!” gentog den døende efter en længere Tavshed.
„Der er sendt Bud efter ham!” raabte Katerina Iwanowna til ham; han var føjelig og tav stille.
Med ængstelige Blikke fulde af Gremmelse søgte hans Øjne hende; hun vendte tilbage til ham og stillede sig ved Hovedgærdet. Han beroligede sig lidt, dog ikke længe. Hans Øjne blev snart hængende ved hans Yndling, den lille Lidotschka, som stod frygt-
